Ny kampagne fra Diabetesforeningen sætter i høj grad fokus på risikoen for amputationer. I tv-klippet, der bliver sendt på både TV2 og DR i programmet ’OBS’, møder man i begyndelsen en kvinde, der bekymrer sig om sin mands risiko for amputationer, fordi han har diabetes. Det er dog ikke kommet så vidt, og resten af klippet handler om, hvordan man ved at leve sundt både kan forebygge komplikationer og at andre familiemedlemmer arver sygdommen.
På sundevaner.diabetes.dk kan du se tv-spottet og få uddybet spørgsmålene fra en mobilquiz, der vil løbe i ti dage med tips til en sund livsstil. Desuden kan du finde en masse gode råd om kost og motion og teste, hvor høj din egen risiko er for at få diabetes. Linket til kampagnen ligger også på foreningens Facebookprofil.
Udover tv-spot og kampagnesite, vil kunderne i samtlige af landets Føtexbutikker blive mødt med skilte, annonce i tilbudsavisen og en artikel i kundebladet Mood. Desforuden vil en lille folder blive uddelt og 10.000 eksemplarer af Diabetesforeningens kogebog ’Spis sundt – Lev godt’ vil blive solgt i butikkerne.
Formålet med kampagnen er at bremse stigningen i antallet af diabetikere, der forventes at bliver mere end fordoblet i 2025. Målgruppen for kampagnen er de mere end 750.000 danskere, der har forstadier til type-2 diabetes og den danske befolkning generelt.
Fakta om diabetes
- I dag har 271.000 danskere fået konstateret diabetes – svarende til ca. 5 % af befolkningen
Heraf har de 245.000 type 2-diabetes.
- Yderligere 245.000 danskere lever med sygdommen uden at vide det.
- Det formodes at 750.000 danskere har forstadier til diabetes – 30-40 % af dem vil udvikle sygdommen inden for tre-fire år.
- Hver dag får 66 danskere konstateret type 2-diabetes.
- Hver anden time dør en dansker af diabetes.
- Antallet af diabetikere er fordoblet siden 1997.
- Antallet af diabetikere forventes igen fordoblet i løbet af de næste 15 år.
- I 2025 vil der være 600.000 diabetikere i Danmark.
- Følgesygdomme forringer livskvalitet og levetid – diabetikere lever i snit 8-10 år kortere end ikke-diabetikere.
- Diabetes koster samfundet 31,5 mia. kr. i sundhedsudgifter og produktionstab (2008 tal) – heraf 17,5 mia. kr. til pleje og kun 4,5 mia. til behandling.