Afstemningen blandt Sundhedskartellets medlemmer er talt op, og resultatet blev et stort ja til overenskomsten (OK11). 90,8 procent stemte ja, mens 5,4 procent stemte nej. Stemmeprocenten er på 45,4 pct.
Stemmerne fra offentlig ansatte fodterapeuter indgår i den samlede pulje på lige fod med de andre faggrupper i Sundhedskartellet.
Formanden for Sundhedskartellet, Grete Christensen, er tilfreds med resultatet, og ser det som startskuddet til at gøre aftalerne til virkelighed.
”Nu har medlemmerne taget stilling, og jeg er naturligvis glad for, at 90,8 procent har stemt ja. Men det her er også signal til os om, at vi nu skal have aftalerne til at virke,” siger Grete Christensen.
Hun hæfter sig ved, at stemmeprocenten denne gang var på 45,4 procent mod 67 procent i 2008. Ganske vist var 2008 en helt anden situation, men den lavere stemmeprocent er efter hendes mening et signal fra medlemmerne om, at der er andre forhold, der fylder mere.
”Jeg ved, at konsekvenserne af kommunernes og regionernes stramme økonomi fylder rigtig meget og til tider har overskygget OK11. Besparelserne og truslen om flere fyringer skal vi holde skarpt øje med de kommende måneder og år,” siger Grete Christensen.
Du kan læse mere på www.sundhedskartellet.dk