Der er nu kommet en vejledning fra SKAT om hvem og hvornår lønmodtagerne skal betale multimedieskat og om hvorledes multimedieskatten skal administreres af arbejdsgiverne.
Hovedreglen er, at privat rådighed over alle slags multimedier, som er stillet til rådighed af ens arbejdsgiver, medfører beskatning. Der er dog én mulighed for at blive fritaget for multimedieskat, hvis man mobiltelefonen eller PDA’en er stillet til rådighed kun til brug for udførslen af sit arbejde.
Betingelserne for fritagning er, at
- brug af telefonen skal være nødvendig for at kunne udføre arbejdet
- tro og love erklæring skal være underskrevet
- arbejdsgiveren skal føre kontrol med brugen af telefonen/PDA´en.
Vejledningen fra SKAT siger, at den kontrol arbejdsgiveren skal føre skal være praktiserbar.
Internetforbindelser
Såfremt du har indgået en ”bruttoløntrækssordning” om multimedier, der f.eks. omfatter internet forbindelse i hjemmet, så skal du multimediebeskattes, uanset at det fulde beløb trækkes i bruttolønnen. Beskatning kan alene undgås hvis bruttolønsordningen ophører og du overtager ”ejerskabet” og selv betaler internetforbindelsen med beskattede midler. Undtagelsen herfra er, hvis du inden den 22. april 2009 har indgået aftale med din arbejdsgiver efter den såkaldte ”hjemme-PC-ordning”, her udløser computeren først multimedieskat fra 2013.
Hjemmearbejdsplads
Hvis du har en egentlig hjemmearbejdsplads eller en bærbar computer stillet til rådighed og bringer den ind i privatsfæren, f. eks. fordi arbejdet påbegyndes og afsluttes på din bopæl vil det ikke være muligt, at blive undtaget multimedieskatten. Medmindre arbejdet kan tilrettelægges anderledes, således at du ikke påbegynder og afslutter arbejdet på egen bopæl, men på kontoret/arbejdspladsen i stedet og stiller den bærbare computer på kontoret efter endt arbejdstid.
Der kan være situationer, hvor det ikke er muligt, at tilrettelægge arbejdet anderledes eller hvor arbejdsgiveren ikke ønsker dette, fordi det vil betyde en reel afkortning af den effektive arbejdstid og f.eks. medfører at ikke ligeså mange borgere som før kan besøges – dvs. der bliver skabt et behov for en opnormering. I den situation er det arbejdsgivernes opfattelse at medlemmet har pligt til at beholde arbejdsredskaberne og dermed pligt til at tåle multimedieskatten. Arbejdsgiverne vil i yderste konsekvens betragte det som arbejdsvægring hvis du ikke følger denne pligt. Det må bero på en konkret vurdering – alt efter stillingsindhold – om der består en sådan pligt eller om man er berettiget til at aflevere arbejdsredskaberne for at undgå beskatningen.
Er du i tvivl om hvorvidt du skal multimediebeskattes eller ej, eller giver din arbejdsgiver dig udfordringer i den forbindelse bør du kontakte sekretariatet.
Du kan læse en fyldig vejledning som pdf-fil hér. (åbner i et nyt vindue)