Send LasF en e-mail

Siden sidst

Gentofteklinik truet af lukning

14-09-2011
Bent R. Nielsen i værkstedet på Gentofte Hospital

Fodterapi på Gentofte Hospital kan blive ren utopi, hvis Region Hovedstaden beslutter sig for at vedtage hospitalsledelsens forslag om blandt andet at lukke fodterapien. Regionen skal i alt spare 400 millioner kroner.

Forslaget om at lukke fodterapien på Gentofte Hospital strider mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger i den ny MTV om diabetiske fodsår og den om screening af diagnostik og behandling samt regionens egne forløbsprogrammer. Landsforeningen af statsaut. Fodterapeuter har derfor henvendt sig til blandt andre Regionsrådet i Region Hovedstaden, Sundhedsstyrelsen og hospitalets ledelse for at gøre opmærksom på problemet. 

Hån mod patienterne
Bent R. Nielsen har været ansat som ledende fodterapeut på Gentofte Hospital i 24 år er frustreret over forslaget:

- Det er en hån mod patienterne, at de måske ikke længere kan få hjælp til at komme på benene med det samme. Jeg synes, at er rimeligt, at når patienterne ligger her på hospitalet, at vi har mulighed for at sende dem hjem. Gående. Det er meget bedre, at vi hjælper dem med det samme, så de kan klare så meget som muligt selv uden hjælp fra andre.

Bent regner med, at han gennem årene har reddet omkring 100 fødder fra amputation. Og han ved, at han og hans kolleger på ambulatoriet har sparet hospitalet for mange ’sengedage’, der koster omkring 4.500 kroner pr. dag.

Hurtigt ud af sengen
- Vores opgave er at få folk ud at gå så hurtigt som muligt. Jeg har masser af eksempler på, at vi er blevet kaldt op til et ambulatorium, har lavet skoene og sendt fru Jensen hjem med det samme. Når man er blevet opereret er det vigtigt at komme ud at gå helst samme dag, da det jo blandt andet kan være med til at nedsætte risikoen for blodpropper, siger han. 

Fodterapien på Gentofte Hospital er blandt andet kendt for sine oleopfinder-terapisko, som Bent har fået kaldenavnet Georg Gearløs for. Skoene, som han og kollegerne bygger op helt fra bunden, har været til stor inspiration for både danske kolleger og udenlandske kolleger.

Fuldt udstyret
- Det vil ikke koste noget at bevare klinikken, da vi har alt det udstyr, vi har brug for; kørestolslift, ganganalyse, ovne, udsugning og så videre. Og vi er det eneste sted i landet, hvor vi kan lave sengeaflastninger. Alt det sker til en yderst rimelig pris, som vil blive mangedoblet, hvis Gentofte Hospital skal købe samme ydelser ude i byen. For eksempel kan jeg lave en individuelt tilpasset parallel til en aircast til cirka 120 kroner. Den koster 1600-1800 kroner i handlen. Terapiskoene koster også kun en brøkdel at lave i forhold til, hvad de vil koste at få specialfremstillet et andet sted, fortæller han.   

Sidste år blev fodterapien på Gentofte Hospital egentlig nedlagt af Rigshospitalet, som havde overtaget driften. Men Gentofte Hospital valgte dengang at puste nyt liv i klinikken. Nu holder Bent og de to andre fodterapeuter vejret og håber, at de klarer skærene en gang til.

Regionsrådet skal den 20. september beslutte om de vil godtage budgetforslaget. Mødet er åbent for alle.


Læs hvor stor en forskel fodterapien på Gentofte har gjort for en patient.

Annoncer

Share |

Tilmelding til nyhedsbrev

Vi kan se at du ikke er tilmeldt vores nyhedsbrev, og da vi fremover oftere vil informere elektronisk, vil det være til din fordel, at tilmede dig Landsforeningens nyhedsbrev.

For at tilmelde dig nyhedsbrevet, skal du redigere din brugerprofil

Tilmelding til nyhedsbrevet står nederst i højre hjørne, hvor du sætter et "flueben" i den lille kasse. Husk at klikke på "Gem ændringer", inden du forlader siden.

X