'Desværre fru Jensen, vi kan ikke længere tilbyde dig et par specialfremstillede sko.
Sådan en besked vil patienter med fodlidelser få, når fodterapien lukker på Gentofte Hospital. Det blev besluttet af Regionsrådet i Region H tirsdag den 20. september. Og dermed mister disse patienter en mulighed for at komme hurtigt på benene efter en operation.
Bent R. Nielsen har været ansat som fodterapeut på hospitalet i 24 år. Han var tilhører ved regionsrådsmødet tirsdag, hvor han hørte regionsrådsmedlem Nina Berrig tale varmt for at bevare fodterapien. Men lige lidt hjalp det.
- Det var allerede aftalt på forhånd. Der var ikke noget, vi kunne gøre. Og jeg synes, at det er rigtig, rigtig synd for patienterne, siger han.
Han er dog mest chokeret over, at han på mødet blev klar over, at administratorerne fodrer politikerne med forkerte tal.
- De siger, at hospitalet sparer en halv million ved at lukke fodterapien, men i virkeligheden er det måske kun 50.000 kroner, at de sparer. Det kostede kun godt 300.000 kr. sidste år at køre fodterapien. Og når jeg fratræder for at gå på pension om syv dage, så falder det beløb til omkring 250.000 kr. I budgettet har hospitalsledelsen afsat 200.000 kroner til eksterne fodterapeutiske ydelser, som erstatning for fodterapien på hospitalet. Så sammenlagt giver det kun en besparelse på budgettet på 50.000 kroner.
-Jeg stikker dog ikke halen mellem benene. Jeg arbejder videre for sagen til sidste blodsdråbe, afslutter han.
Læs også artiklen ’Gentofteklinik truet af lukning’.