Antallet af amerikanere med diabetes vil være fordoblet eller sågar tredoblet i år 2050. Det viser en ny rapport fra et nyt amerikansk center for sygdomsbekæmpelse og forebyggelse. I dag er det cirka hver tiende voksne amerikaner, der er ramt af sygdommen.
Årsagerne til stigningen er ikke udelukkende, at der bliver flere overvægtige amerikanere. Det skyldes også, at amerikanerne lever længere med sygdommen på grund af bedre blodsukkerkontrol og medicin samt at diabetikere diagnosticeres på et tidligere tidspunkt i sygdomsforløbet. Desuden stiger andelen af minoriteter såsom spansk-amerikanere og afroamerikanere, og de har større risiko for at udvikle diabetes.
I USA er diabetes den primære årsag til stigningen i blinde voksne, nyrekollaps og amputationer, skriver avisen USA Today. Desuden rammes mange diabetikere af både hjerteanfald og slagtilfælde.
I dag koster diabetes det amerikanske samfund 174 mia. dollars hvert år, og dette tal kan let blive fordoblet i løbet af de næste 20 år.