Har du lyst til at læse om de gode eksempler og udfordringer med at implementere sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner, kan du hente en hel sundhedsavis om emnet her.
Sundhedsstyrelsen har udgivet avisen, der er baseret på en konference om sundhedsaftalerne i Torvehallerne, Vejle, i oktober måned.
Omkring 400 deltagere på konferencen brugte dagen til at dele deres viden om nye og spændende løsninger, som andre kommuner og regioner kunne lære af.
- Kommuner og regioner har lagt et stort arbejde i at udvikle nye løsninger i sundhedsaftalerne og jeg ser med glæde, at der er en stigende politisk interesse for at udvikle det sammenhængende sundhedsvæsen. Det afspejles blandt andet i, at alle sundhedsaftaler nu indeholder politiske mål og visioner for samarbejdet, og at der er udarbejdet en række konkrete samarbejdsaftaler og sat gang i mange tværgående udviklingsprojekter, siger Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith.
Temaavisen om sundhedsaftaler rummer interviews og referater af indlæg og workshops på konferencen, som er et led i Sundhedsstyrelsens evaluering af sundhedsaftalerne 2010-2011, hvor der er fokus på vidensdeling, implementering og opfølgning. Den endelige evalueringsrapport vil ligge færdig inden nytår.
To delrapporter er allerede offentliggjort, nemlig ”Indikatorer og opfølgning” og ”status for arbejdet med sundhedsaftalerne og eksempler på løsninger”.